Det er en BSA Golden Flash A 10 årgang 1956,
men først indregistreret l. gang i 1959 i England. Den er importeret
her til Danmark i 2002. Jeg købte den i 2005 af en privat person,
efter at jeg havde søgt en BSA GF lignende den jeg havde haft og
kørt på i mine yngre dage. Det var godt nok en årgang 1954 med
plunger stel, men ellers meget lignende. Det er jo det med
nostalgien.
BSAén kunne starte og køre, da jeg købte den,
men ikke ordentligt. Det var heller ikke godt med strømmen, selv om
man havde forsynet den med 2 batterier, en ekstra monteret ind i
værktøjskassen, til at føde kørelys og påmonteret blinklys. Og så
var der jo det med noget olieudslip fra motoren, samt et par
knækkede eger i baghjulet og en nedslidt kæde og tandhjul i bag.
Ligesom det viste sig, at chokeranordningen var fjernet i
karburatoren, en Amal Monobloc.
I efteråret blev nødvendig adskillelse
foretaget.
Vedrørende strømmen viste det sig, at ankeret i
dynamoen var brændt af. Jeg valgte så at få viklet om og ændret til
12 volts anlæg med ny elektronisk laderelæ, ny forlygteindsats med
asymetrisk virkning og H 4 pære, og et nyt 12 volts
vedligeholdelsesfri batteri, så nu har jeg lys som på en ny
motorcykel. Den ekstra batteri og blinklysanlægget er selvfølgelig
afmonteret. I motortoppen viste det sig, at ventilerne ikke var
justeret korrekte, de havde simpelthen ingen tolerance, efter
ventilslibning foretaget af tidligere ejer, ligesom pakningerne
under nikketøjhuset var ødelagte, tydeligt ved sidste montering.
Motoren er nu fuldstændig olietæt, undtagen det den udånder
nedenunder. Det automatiske tændingsregulering på magneten var meget
slidt og er blevet repareret. Jeg har fået lavet et nyt
baghjul, idet det viste sig, at de knækkede eger var p.g.a. ikke
korrekt gradborede huller i fælgen, og samtidig fået monteret nyt
tandhjul og kæde og 2 nye lejer i baghjulet. Karburatoren er igen
blevet monteret med chokeranordning, så jeg nu har mulighed for at
justere med luft ved f.eks. koldstart og tomgang.
Reparationen har jeg (gammel mekaniker) selv
foretaget med hjælp fra Vagn Jensen, Lystrup, Flemming Jensen,
Galten, og Ivan Jensen, Ry.
Så nu kører det bare derudad.