Februar 2005's BSA
DENNE MÅNEDS BSA ER MEDLEM NR. 705 SØREN WILLUM'S 1953 A10
Månedens BSA er en A10 Golden Flash fra 1953. Den er godkendt af Toldvæsenet i Århus den 17/9 1953 og indregistreret 1. gang til en isolatør fra Århus den 18/9 1953. Indtil 1962, hvor de originale toldpapirer udløber, skiftede den ejer flere gange, f.eks. en montør fra Hadsten, en gravemester fra Mørke og en flyvermath fra Karup. Det lykkedes den også at få anden motor i den periode, så den har sandsynligvis fået lov til at arbejde. Jeg købte den som 18-årig i 1969 og kørte på den indtil 1975. Derefter blev den sat på lager helt bogstaveligt ”i en lade” og først gravet frem igen i 1992. Der gik dog nogle år endnu, før jeg fik set nærmere på den, og man må sige, at opholdet i laden absolut ikke havde gavnet den. Den var samtidig temmelig slidt, da den røg på lager, så der forestod en omfattende renovering. Nærmest for sjov ville jeg dog lige se, om den kunne starte, så jeg fyldte benzin på karburatoren (der var slam og rust i tanken), rensede tændrørene og trådte på den. Den startede ved tredje forsøg! Imponerende! Så havde magneten da i det mindste ikke tabt pusten efter 20 år i stilhed.
Derefter gik det store cirkus i gang med adskillelse, rensning, maling, nye dele, brugte dele osv., osv., alt det som er den halve fornøjelse ved at eje en gammel cykel, og som de fleste medlemmer vel kender alt for godt. Som det tydeligt fremgår af billedet, har det ikke været min hensigt at bringe den tilbage til original stand, men nærmest til det udseende, den havde i 1969, da jeg købte den.
En interessant historie knytter sig til motoren. Ved ankomsten til Danmark var den forsynet med en BA10, men fik som nævnt ilagt en anden i 1962, en ZA10. Også denne motor var temmelig ramponeret, specielt i forkædekassen, da den blev sat væk, hvorfor jeg gik i gang med at finde en tredje. Det lykkedes, endda en BA10 og med et nummer, der kun var otte numre fra den originale, så de har jo nok været med samme sending i 1953.
Den er nu klar til syn, og jeg forventer, at den skal ud og rulle i foråret 2005. Så har den også stået stille i 30 år, længere ferie behøver den vel heller ikke.