Januar 2004's BSA 

Denne måneds BSA er medlem nr. 1083 Otto Uldum's A10

Dette er min kære A10, som jeg plejer at benævne som en årgang 1960. Cyklen er (endnu) ikke nogen skønhedsåbenbaring, men den er da på vej, og så er den da lidt harmonisk. Den kan til gengæld køre, og har i denne sæson bragt mig til Internationalt rally i Skåne, og derefter videre til Norge og hjem igen, næsten uden uheld. Jeg købte maskinen for et par år siden hvor den kunne starte, og kunne bringe mig rundt på mandens gårdsplads i 2. gear. Den var fin til prisen tænkte jeg, og bragte den pladeløse cykel fra Sønderjylland til København. Den var på tyske papirer, og sælger fortalte at den havde en fortid i Indien. Der skulle jeg nok lige have hørt en alarmsirene ringe, men kærlighed gør blind, og her var en A10 jeg havde råd til. Da fragtmanden trillede ind foran mit vindue på Østerbro, kunne jeg se da klappen gik ned, at cyklen lå fladt på gulvet i bilen. Manden sagde grimme ord, og rejste cyklen op. Ved aflevering sagde han at han intet kendte til det flåede sæde og den skrammede benzintank, og påstod i øvrigt at der ikke var erstatningsansvar. Uha, dårlige varsler for mit nye ejerskab. Imidlertid fik jeg tørret fragtmændene for en god sum ved henvendelse på højere sted, og nu skulle der kigges nærmere på sagerne. Cyklen var metalgrå, havde indiske hjemmeflikkede lygteører, en sjov forskærm, en modificeret tank fra en A65, et specialfremstillet sæde, mystisk bremsepedal, baglygte fra en Triumph og så i det hele taget lidt hastigt sammenflikket ud. Da jeg senere fik åbnet for de vitale regioner indvendigt, viste det sig at koblingen var fra en M20 af den tidlige model med én fjeder. Det gik nok alt sammen mente jeg, og bestilte tid til syn. Det ville ånderne fra Small Heath dog ikke gå med til, og på dagen før afgang nægtede maskinen at starte trods sin nydelige prøveplade. Ikke en gnist fra den ellers villige magnet. Det satte hele projektet i et nyt lys; i stedet for at trille lidt rundt som cyklen nu var købt, besluttede jeg at tage det fra en ende af, og restaurere fra bunden. Maskinen blev derfor kørt til det fædrene haveskur, og straks skilt i sine hoveddele; ramme og øvrige malede dele blev sendt til sandblæsning, og motoren blev skilt til mindste bestanddel. Her kom andre fortrædeligheder til syne. Gearkassen var generelt slidt, bøsningerne færdige og kickkvadranten udsat for baggårdssvejs, ligesom skralden havde skraldet for sidste gang. Forgaflen var slidt i bøsningerne og der var gravrust i gaffelbenene. Speedometeret virkede ikke og dynamoen lavede ikke strøm til en lommeregner, og magneten var helt og aldeles færdig. Knasterne levede næppe op til deres navn og knastfølgerne var nærmest plane. Dette gav grund til tvivl om krumtaphusets generelle tilstand, og ved demontering så det da lidt medtaget ud. Kyhn fik æren af at tage sig af alt hvad der kører rundt og går op og ned, med undtagelse af gearkassen, som jeg selv byttede rundt med en ny gammel som ikke havde gået særlig meget. Regningen fra Nrdr. Fasanvej blev stor, men så var alt også ordnet. Selv gik jeg i gang med håndmaling af alt der skulle være sort; det var en fejl som jeg ikke gentager. Det ser da hæderligt ud, men det var ikke sliddet værd. Tanke og værktøjskasse fik mange gange spartel og til sidst en rød farve som skulle ligne den flotte fra Road Rocket. Dette lykkedes ikke helt, men jeg kunne ikke få oplyst en brugbar kode trods ivrig søgen. Erik Schnabel ville end ikke se på den gamle magnet, men Hovmark havde heldigvis en anden som heller ikke duede, men som Schnabel dog ville tage i behandling. Han tog sig siden af dynamoen, og nu var de dele i orden, og jeg var fattig. Mors Bikes fik speedometeret til renovering, men det viste sig sjovt nok at være til Royal Enfield; ånden fra Indien spøger igen. Dog var der tale om et originalt Smiths, så der har ikke været tale om stumper fra en ny Bullet, og jeg fik bygget det om til det korrekte instrument. Nu er alt skruet sammen, og den kører og starter og bremser og lyser. Dog lækker den noget fra vippetøjet ved høje hastigheder, så det er en af vinterens opgaver. Der er også købt en rigtig tank med pæn chrom, så efterhånden nærmer den sig ad omveje den cykel jeg skulle have købt i første omgang. Men det havde jeg jo ikke lært så meget af.

Webmasteren har fra Jan, redaktøren af den svenske BSA klub's blad modtaget følgende hilsen, efter at have set Otto's cykel på siden :

Jag träffade honom i somras efter svenska International BSA Rally vid vägkanten. Så här ungefär gick det till när vi möttes:
Vi träffades vid vägkanten på motorvägen och hjälps åt att laga en gammal BSA! Min är ju nästan ny så det var inte min som var trasig…!Vi åker tillsammans till en mack ett par kilometer längre fram. Den kände jag igen. Den ligger på Hallandsåsen. Där brukar styrelsen i BSA Klubben träffas och ha sina möten.Vi köpte lite slang klämmor och småsaker. Lagade ett sprucket rör till oljeförsörjningen till topplocket. Sen gick den som ett skott! Vi åkte till familjen Svanberg i Kullavik för övernattning i deras enastående husvagn.
Otto skrev:
Endnu en gang tak for hjælpen på E6, og for følgeskab til Malevik. Jeg klarede mig fint til Norge, og cyklen kørte fint der og hele vejen hjem til Langeland. Jeg tabte dækslet til olietanken kort før broen over Storebælt, ellers (næsten) ingen problemer.