Januar 2005's BSA

DENNE MÅNEDS BSA ER MEDLEM NR. 705 KURT KJÆRSGAARD'S 1954 BB32

Det var faktisk lidt af en tilfældighed at jeg kom i besiddelse af Gold Star'en, jeg var taget til Sverige for at se på en Royal Enfield jeg havde set averteret i det svenske Classic.
Den var ikke særlig interessant, men bagest i rækken stod Gold Star'en og efter nogen forhandling "fik" jeg den med hjem.
Svenskeren jeg købte den af havde købt den af en anden svensker der igen havde importeret den fra Ceylon.
De originale papirer fulgte med og de viser en lange ejerrækkefølge i Ceylon startende med 2 englændere. derefter 14 tamilere.
Så gad vide hvad den har prøvet?
Det viste sig hurtigt at blive en noget større opgave end beregnet.
Stellet, motorophæng og alt andet der kunne lettes for nogle gram var gennemhullede, ja selv vingen til tanklåget var gennemhullet.
Mange dele måtte skiftes/ svejses.
Motoren var udstyret med Mitsubishi stempel. Plejlstangen var uoriginal, cylinderen var boret til en anseelig diameter. Den havde åbenbart suget luftfiltret ind i maskinen, da der sad en nylonstrømpe omkring indsugningsventilen!!!
Jeg var heldig efter megen søgning, at finde stempel og korrekt plejlstang herhjemme.
Så med bla. nye lejer, ventiler, ventilstyr, stempel, bøsninger, plejlstang og ny foring i cylinderen går motoren nu ganske fornuftigt.
Gearkassen fungerer fint efter den har fået nye lejer og bøsninger. Det er dog kun på landevejen det er nogen fordel med RR kassen og det lange 1 gear.
Det blev lidt af et problem med at fremskaffe tanken. Den tank den er monteret med på billedet er fra en A7 jeg har ombygget og presset nye recesser i til logoet.
Det er senere lykkes mig at finde en original tank, jeg har fået forchromet og blot mangler at lakere.
Jeg har nu haft BSA'en på plader i nogle år, den er en first timer, fantastisk lyd, er ret kvik, og jeg har kørt et par tusinde km på den uden nævneværdige problemer.