Juli/August måneds BSA 2007

 

DENNE MÅNEDS BSA ER  MEDLEM 1560 ULRIK TRESCHOW'S  1959 A10 RGS replica.

 
Efter mange års savlen over de andres motorcykler, samt manglende førebevis til en sådan, blev begge ting realiseret for ca. 11/2 år siden.
Da jeg altid har været meget fascineret af lyden fra de gamle twin-maskiner samt det smukke design på DBD34 , fald valget (efter prøvekørsel af diverse andre englændere) på denne fint restaurerede A10 Super Rocket fra 59'. Cyklen er oprindelig istandsat hos Vagn Jensen, hvor den tidligere ejer købte den. Det blev til et par ture i efteråret 2005, og jeg syntes nok, at der var lidt rigelig 'snakken' fra mekanikken, men slog mig til tåls med, at det nok var den højtløftende knast samt alutopstykke, der var årsag til tikkeriet. Vinteren blev brugt til lidt ekstra finish og ombygning i form af nyforkromning af diverse dele samt montering af tilbagerykkede fodhvilere i påsvejsede Gold Star beslag, Gold Star lygteholder, nye forkromede gaffelben og clip-ons, så den nu lignede en rigtig RGS i clubman udgave.
Foråret kom og nu skulle der rigtig køres - men ak og ve! Den sidste tur blev sammen med mange andre fine BSA'er fra Vesterbro torv til Græsted veterantræf i pinsen 2006. Støjen fra motoren var taget alvorligt til, og olien lignede efter få km. en metalliclak, så der måtte jo gøres et eller andet! Det meste af sommeren gik med grublen over, hvordan jeg nu skulle gribe det her an, da jeg jo ikke havde rodet med BSA'er før - kun Volvo'er.
Min redning blev en kontakt til Brd. Stevns i Hårlev, som skildte maskinen ad i vinter. Det viste sig at både knast og løftere var slidt igennem hærdningen (3-4 mm. slid på løftere). Resten af motoren så rimelig ud (passede til de 1800 km. den efter sigende skulle have kørt efter renovering) men, hvad var årsagen til det voldsomme slid på knast og løftere? Svaret kom fra Gary hos SRM i England, hvor de nye stumper blev købt. Det viste sig at der sad forkerte ventiler, fjedre og trykkraver i topstykket således, at der opstod, hvad Gary kaldte 'coilbinding' altså at fjedrene før fuld løft allerede var trykket helt sammen medførende meget hårdt tryk på knast og løftere og dermed manglende oliefilm.
Nye fjedre, ventiler (1,5" inds.), trykkraver, ventilstyr, 357 knast, løftere, lejer, srm oliepumpe, remtræk til dynamoen mm. blev monteret og mekanikken blev 'kastet' i stellet igen. En ny kobling fra Bob Newby Racing med remtræk blev det også til. Til sidst (efter de flestes frarådning) blev der omkonverteret til to 30 mm. concentric karburatorer i stedet for den ene monoblock, den var købt med, den havde jo topstykket der kunne tage de to karburatorer (rep. manifolder blev købt i USA). Efter lidt indkøringsvanskeligheder med bl.a. utæt toppakning, diverse inddysninger samt lidt 'variabel' ventilspillerum, ser det nu ud til, at jeg endelig skal have en sjov og oplevelsesrig sommer sammen med BSA'en og alle dens venner. Jeg synes dog stadig, at der er lidt meget mekanisk støj fra motoren, hvilket måske skyldes den højtløftende knast, eller måske min nyerhvervede overfølsomhed over for mekanisk støj.
Hvis der er nogen der har erfaring med dette, er de meget velkommen til at sende mig en kommentar.