OBS. Hvis du har sendt en mail til en af bestyrelses medlemmerne i perioden fra ca. d. 15/6 - 30/6 og IKKE har hørt noget eller set din annonce på nettet, så send mailen igen.

Denne fine og stabile cykel blev adopteret i 1984 fra en fyr i Hjørring som (for den tid) passende havde valgt at male den sølvfarvet, hvide hjul og højt styr.
I denne form dannede den baggrund for et medlemskab af klubben, og var rent faktisk også vist på et billede i sidste års nostalgiske BSA Nyt, hvor diverse ”kendisser” fra klubben berettede om deres ankomst i klubben. En vurdering af det billede vil så også vise at tiden har været befordrende for såvel BSA som dens ejer.
Lige fra starten blev BSA brugt til feriefart uden for de danske grænser – i starten alene med to mennesker ovenpå, og fra 1986 i følgeskab med en nyrenoveret M21 fra samme årgang. Ikke så få gange har de sammen gjort de engelske bjergpas i Lake District usikre – det er ikke så galt opad, men nedad!!!! I 1988 fik motoren den helt store overhaling, og i den forbindelse fik stellet også en mere human kulør. I 1990 måtte A7’eren vige pladsen til fordel for en en-cylindret 500 cm³, der uvist af hvilken grund nu absolut skulle være det helt store – samme skæbne måtte M21’eren i øvrigt også lide, dog her til fordel for en nyrenoveret B44 fra 1968. (månedens cykel januar 2003).A7’eren fik dog en sin anden ungdom i 1995, hvor den blev udvalgt til den store køretur til International BSA Rally i Rom. Inden afgang fik den sit nuværende udseende (1951’er look) med olietryksmanometer, elektronisk tænding med tændspoler og opstrammet affjedring. Turen blev klaret til UG og cyklen var atter en periode i kridthuset i det lille hjem. Den blev blandt andet atter anvendt til de årlige Skagen-Gedser løb i klubregi. 1997 kom der en lille ny til flokken – en A65 Spitfire MkII – og atter måtte man se sig henvist til bunden af garagen, i øvrigt sammen med såvel B44 som M21 så der var nok at snakke med. Tiden gik og M21’eren fik et nyt hjem i 2000 medens der gik en tre år yderligere inden B44’eren måtte nordpå. Yderligere to år senere (efter otte år næsten uden at blive rørt) blev der hældt lidt benzin og olie på, et nyt batteri blev fisket frem og kræet var atter klar til at yde sit bedste udi transport. Årsagen var nu ikke en tredje ungdom men alene det forhold, at der skulle findes et nyt hjem. BSA’en blev herefter nærmest foræret væk til et andet par fra klubben, som manglede en A7 til at trille sammen med en A10 plunger. Der er derfor atter sandsynlighed for at se den ”kjønne” BSA til klubarrangementer igen.