Juni måneds BSA 2008
DENNE MÅNEDS BSA ER MEDLEM NR. 1660 CARL ERIK MIKKELSEN'S 1971 A65 Thunderbolt
Efter nogle seje træk, kom den
endelig ud at køre i 2007.
Motorcyklen er købt som et kasseprojekt i 2006. Efter annoncen skulle motoren
være hovedrenoveret. Men sandheden var en ganske anden, den var faktisk total
opslidt. Det så ud som om den havde fået nye stempler for nylig, men det hjælper
jo ikke noget, hvis de ikke passer til cylindrene.
Det var ikke muligt at få sælgeren til at indrømme noget som helst. Han havde
taget den med hjem fra USA og mente ikke han kunne lastes for den urigtige
annonce. Flere topstykker medfulgte, så vi valgte den bedste. Det var godt nok
til en Lightning, så der skulle også lige købes to nye karburatorer. Alt i alt
blev den alt for dyr inden den var køreklar. Men den kører godt, og det er da
hovedsagen.
Der var mange nye stumper med i handelen, der måtte dog indkøbes næsten lige
så mange før den var køreklar og så original som mulig. Motoren måtte
hovedrenoveres for et ikke nærmere angivet beløb. Krumtappen blev afslebet på
alle lejer, cylindrene udboret til det maksimale, nye ventiler og ventilstyr. Og
ellers gennemgået overalt da den var adskilt. At finde den rigtige farve var et
kapitel for sig. Det kunne være en god hjælp, hvis de farvenumre BSA anvendte,
kunne oversættes til den nærmeste bilfarve? Det kunne være en god opgave for BSA
klubben, og en mægtig hjælp for fremtidige renoveringsprojekter.