Maj 2003's BSA
Denne måneds BSA er Niels Nielsen's medlem nr. 1146.
Min BSA er en A10
Rocket Gold Star replica købt som kommisionscykel hos Vagn Jensen december
2000. Den er oprindelig importeret fra USA som en Super Rocket årgang 1961 og
efterfølgende ombygget hos Vagn Jensen.
Samtidig
med fremkomsten af de nye unit modeller A50 og A65 blev Rocket Gold Star
markedsført fra januar 1962 og til oktober 1963 som den sidste pre-unit
model. Maskinen var en blanding af dele fra Super Rocket og den encylindrede
Gold Star. Der blev i alt fremstillet 1584 stk. hvoraf 272 var scramblers.
Motoren fra Super Rocket var hævet i kompression fra 8.25:1 til 9.0:1,
monteret med lidt større ventiler, 357 knastaksel , Amal Monobloc 29 mm mod
tidligere 27 mm samt Siamese udstødning. Dette gav en ydelse på 46 hk ved
6200 rpm mod tidligere 42 for Super Rocket. Standard gearkasse var RRT2 close
ratio med nålelejer. Tændingsjustering var manuel. Stellet var Gold Star
dobbelt loop, dog uden udbøjningen nederst på det højre rør for plads til
oliepumpen på den encylindrede Gold Star. Forgaflen kom ligeledes fra Gold
Star monteret med 190 mm bremse.
Styret var et standard styr monteret på hovedet. Tanken var ligeledes taget
fra Gold Star monteret med racing type benzindæksel og ånderør. I forhold
til Super Rocket var fodhvilerne forsat bagud, gearpedalen vendt bagud hvorved
første gear blev nedad og resten op og kickstart pedalen vendt lidt fremefter
i sin hvileposition for at give bedre plads ved fodhvilerne.
Rocket Gold Star kunne leveres med mange former for udstyr bl. a. to lydpotter
kombineret med ”normal” position af fodhvilere og fodpedaler. Det
”omvendte” styr kunne erstattes med clip-on styr som på Gold Star.
Med baggrund i det lille antal produceret er Rocket Gold Star i dag meget
efterspurgt og sælges til høje priser i de få tilfælde, hvor eksemplarer
bliver sat til salg. Replica findes der mange af opbygget mere eller mindre
tro til det oprindelige concept. Alle ægte Rocket Gold Star har stelnumre der
begynder med GA10 hvorimod replica har stelnumre der begynder med GA7.
Min Rocket er meget tæt på at følge det oprindelige concept. Af undtagelser
kan nævnes at gearkassen er en standard, hvilket gør især bykørsel mere
behagelig, koblingen en Triumph med 4 fjedre og karburatoren
27 mm.
Tiden fra år 2000 til nu har ikke været helt uden problemer. En utæt
pakning ved vippetøjshuset førte til opdagelse af trykskader på
ventilstammerne fra stilleskruerne. Yderligere demontage afslørede et revet
stempel hvorfor honing og montering af nye stempler, ventiler og stilleskruer
blev nødvendig. Efter montering kunne konstateres at de nye 1 ½ ”
indsugningsventiler fra SRM gik svagt imod stemplerne da udfræsningen i de
nye stempler ikke var stor nok i radius til disse ekstra store ventiler. Altså
ny demontage, ekstra fræsning af stempeltoppe samt montage. Så var
problemerne løst. Motoren gik fint.