Maj måneds BSA 2013
DENNE MÅNEDS BSA ER MEDLEM NR. 1889 SØREN RUBÆK JENSEN'S 1946 BSA B31
Efter et år med masser af grublerier og en hel del konsultation hos både
Bendt, Niels og Flemming er min gamle BSA B31 årgang 1946 endelig kommet i mål!
Oprindeligt har jeg altid kørt på japanercykler, men efter jeg blev færdig med
et andet projekt, en Morris 1000 Super fra 1968, var det lige som om, min
Bold'Or ikke trak mere, jeg tror det var den "engelske syge" som ramte mig -
Morris'en bragte mig simpelthen ind i veteranverdenen gennem mit medlemsskab i
Lolland Falsters Veteranklub, og der mødte jeg adskillige dejlige mennesker i
alle aldre som netop kørte på "gammelt jern".
Jeg satte min Bold'Or til salg, med det formål, at jeg senere ville finde en
gammel englænder, for lyden og charmen fangede mig simpelthen.
Det var så heldigt, at der var et andet medlem som gerne ville handle med mig,
men jeg skulle tage hans gamle BSA projekt i bytte, så den tog jeg ud og så på.
Det viste sig at være en B31 fra 1946 med speedometer i tanken, som bare stod
der og ville med mig hjem!
Da jeg fik den hjem var det min plan, at den bare skulle gøres teknisk driftklar,
og så måtte renoveringen vente til senere.
Men men men går man først igang, er det svært at slå en streg i sandet og sige, at nu stopper man, så derfor er den nu faktisk færdigrenoveret, ja man bliver vel aldrig helt færdig!
Jeg har fået magnet/dynamo ordnet hos Flemming i Galten, monteret ny karburator, har selv lavet et par nye fælge, ændret ledningsnettet tilbage til det oprindelige minus til stel, fået malet tank i mine favoritfarver, og resten af cyklen selvfølgelig i sort, lavet ny saddel samt selvfølgelig nyt krom.
Så var jeg så heldig at finde et centerstøtteben originalt til 1946'eren i Irland til en rimelig penge.
Så nu efter tændingen er stillet, og karburatoren er justeret ind, starter og kører den bare som en drøm, så jeg har endeligt fundet min rette "MC hylde".
De historier der bringes
på denne side, er ikke verificeret af Dansk BSA Klub.
Klubben står derfor ikke inde for at de er korrekte.