September måneds BSA 2007.

 

DENNE MÅNEDS BSA ER MEDLEM 33 JØRN GAARDSVIG'S 1969 Rocket 3

 

Denne Rocket 3 er en af de efterhånden få, som har kørt i Danmark altid. Ifølge stelnummeret er den fremstillet i 1969, men ifølge registreringsattesten er den indregistreret første gang i 1970. Selve modellens oprindelse og historie skal ikke beskrives her – det er beskrevet andetsteds og også tidligere i klubbladet. Jeg købte cyklen i 1987 hos en bilforhandler, komplet med værkstedshåndbog og reservedelsliste, med kun 38000 km på tælleren. I øjeblikket fremstår den i den dyb-røde farve, men nogen vil måske kunne huske, at den i en kort periode var hvid og monteret med en hvid Avon-kåbe og hvide tasker. Teknisk har jeg indført et par små men nyttige forbedringer: større tryksko på vippearme, stålbøsninger på karburatorspjæld, kuglelejer ved spjældenes løftegafler, forbedrede pakdåser ved stødstangs-rørene samt blinklys og greb fra en senere model. Desuden har jeg flyttet fodhvilerne noget tilbage med deraf følgende ændringer på gear- og bremsepedal.

Cyklen bliver i perioder brugt til daglig kørsel til og fra arbejde, og den er rigtig behagelig og kvik til både korte og lange ture.